Lucca-Altopascio

2. maj 2018

Så er vi ankommet til en regnvåd Lucca, men også smuk og rustik. Mange smukke og historiske bygninger.
Vi fandt katedralen, hvor vi kunne købe pilgrimspas i museet ved siden af, og derefter få vores 1. stempel i katedralen. Det var ret stort! Vi bor på et gammelt hyggeligt B&B (Bed & Breakfast La Torre, 50 Euro inkl. morgenmad), lige ved tårnet med egetræer på toppen ( La Torre Guinigi). Der er ikke så langt hen til ruten herfra. Vi har været rundt i Lucca og kigge, spise, drikke kaffe osv., og det er virkelig en charmerende by med smalle kringelkrogede gader og gyder. Det har regnet on and off hele dagen, men jeg har valgt at være ligeglad med det og bare suge indtryk til mig og nyde nuet.
I morgen skal vi gå til Altopascio, ca. 18-19 km, og det bliver vist en jævn kedelig rute, men pyt, det tager vi med. Glæder mig bare til at komme ud og gå!



3. maj 2018

Vi gik fra Lucca ved halv 10 tiden, efter dejlig morgenmad i det hyggelige køkken, hvor en "madmor" puslede om os. Vi kunne vist nærmest have fået lige hvad vi ville.
Ruten i dag skulle have været 18-19 km, men endte på 26. Turen var ikke ret spændende. By, trafik og industriområde. Lige inden vi gik ud af Lucca, var vi inde på museet/information ved bymuren, hvor der var Via Francigena infokontor, og der købte vi emblemer til vores rygsække i træ. Rigtig fine.
Vi overnattede på B&B udenfor Altopascio (Il Glicine Casa Vacanze, 35 euro inkl. morgenmad), - det var en fejl at vi havde fået booket så langt udenfor byen, det gav ekstra km plus vi var langt væk fra supermarked, restauranter etc. Men stedet var superfint, der var intet at klage over.
En sød og meget italiensk dame som hed  Rosa ejede stedet og var utrolig sød og gæstfri. Kunne desværre ikke engelsk, hvilket skulle blive ret symptomatisk for resten af vor tur. Sprogvanskeligheder.
Men Rosa var en frelsende engel i vores trætte elendighed, hun lavede dejlig pasta til os, da vi ankom sent og der var ikke umiddelbart nogen restauranter i nærheden.


Se flere billeder her

Kommentarer